Skadedyr generelt

Skadedyr er en fællesbetegnelse for dyr, som generer mennesker eller ødelægger menneskers ejendom. Blandt skadedyrene findes både insekter, mider, snegle, fugle og pattedyr. I de senere år har der været et stigende antal rotter i kloakker og kældre.

Skadedyr indendørs

Indendørs kan kakerlakker udgøre en stor sundhedsrisiko som smittebærere. Én kakerlak kan blive til 100.000 på et år, så det er vigtigt at reagere hurtigt på kakerlakker i hjemmet.

Mus og rotter kan ødelægge boligen ved at gnave i ting, herunder elektriske installationer, og de kan også være en ubehagelig smittekilde. En rotte kan f.eks. have 40 forskellige sygdomme, hvoraf to er dødelige for mennesker, og den kan klemme sig gennem en sprække på kun
17 mm.

Også tilstedeværelsen af myrer og sølvfisk kan være en stor plage. Myrer kan ødelægge trægulve ved at bygge bo i isoleringsmaterialet mellem fundament og gulv.

Hvepsen er ikke et skadedyr i sig selv, men et hvepsebo kan være til stor gene i løbet af sommeren, når hvepsene er på udkig efter søde sager.

Skadedyr er mere udbredt i danske hjem, end de fleste mennesker tror. Mere end hver tiende dansker har haft besøg af rotter i hjemmet, og næsten halvdelen af alle husstande har haft problemer med sølvfisk.

 

Nemonline.nu - 01.2012