NYHEDER

ejendomsmaeglere-vil-goere-andelsboligmarkedet-gennemsigtigt 430x130

Ejendomsmæglere vil gøre
andelsboligmarkedet gennemsigtigt

Nye regler skal gøre andelsboliger sammenlignelige
samt vise køberens reelle månedlige udgifter.

Overvejer du at købe en andelsbolig, men er nervøs for, om du i virkelig­heden investerer i en forening med dårlig økonomi, som du kan risikere at komme til at hæfte for, så skal du måske vente med at handle til efter den 1. november.

Her indfører ejendomsmæglerne nemlig nogle nye fælles regler, som betyder, at det bliver både mere gennemsigtigt, hvordan forenings gæld er skruet sammen, og hvilke månedlige udgifter, man som køber er stillet over for.

- Vi mener, at andelsboligmarkedet er langt bedre end sit rygte, men vi må desværre også konstatere, at forbrugerne helt forståeligt har svært ved at orientere sig på markedet, siger næstformand i Dansk Ejendomsmægler­forening, Torben Strøm.

- Det kan være svært at gennemskue, hvad man reelt kommer til at sidde for om måneden, og det er besværligt at sammenligne de udbudte andels­boliger, der er på markedet. Derfor kommer de nye regler, siger han.

Større indsigt
Når ejendomsmæglerne udbyder en andelsbolig til salg, skal det nu fremgå af salgsopstillingen, hvad brutto- og nettoudgifterne bliver med en standartfinansiering af boligkøbet.

Både Finansrådet og Forbrugerrådet har blåstemplet beregningerne.

- Man får et langt bedre indsigt i, hvad de månedlige udgifter vil blive, og det vil gøre andelsboligerne langt mere sammenlignelige med det øvrige boligmarked, siger Torben Strøm.

Derudover indfører ejendomsmæglerne en såkaldt "anslået teknisk pris", der inkluderer andelsforeningens gæld og det beløb, man som andelshaver hæfter for.

- Det giver en gennemsigtighed i forhold til den enkelte andelsforening, og man kan på den måde sammenligne de enkelte foreninger og deres økonomi, siger Torben Strøm.

 

Pressemeddelelse fra Dansk Ejendomsmæglerforening (DE) - 10.2012